Ikke Rødvig! Og ej hellere det lokale indkøbscenter.
Danmarks midtpunkt!
Rørvig Centret ligger i hjertet af Rørvig – tæt på skov, strand og fjord.
I slutningen af 1800-tallet opførte oberst von Bauditz den oprindelige bygning, som en herskabsvilla til sig selv og sin familie.
Efter hans død overtog sønnen ejendommen og omdannede den til en træplanteskole. Økonomien var en udfordring, og efter nogle år, måtte han opgive og sælge stedet. I 1913 købte en gruppe københavnske postbude ejendommen for 8.500 kr. og omdannede den til et ferie- og rekreationshjem.
I 1926/27 blev etagen med det karakteristiske mansardtag tilføjet. Senere er både Postillonen og Pavillonen blevet opført, og centret er løbende blevet moderniseret og vedligeholdt. Siden 2001 fremstår Rørvig Centret som et moderne og velfungerende kursus- og feriecenter.
Rørvig er en lille perle ved kysten – en hyggelig og idyllisk havneby omgivet af smuk natur og masser af lokal charme.
Hvis du har tid før eller efter festen, er der masser at opleve i og omkring rørvig 🥳
🦀 Rørvig Havn
Havnen er kendt for sine gode fiskehandler, og der er flere isboder at vælge imellem, hvis du vil forkæle dig selv med en vaffel i solen. Havnen huser også en lille strand samt færgen til hundested.
Om sommeren kan man se mange familier fange krabber for efterfølgende at lave krabberæs, for at se hvilken krabbe der hurtigst kan komme tilbage til vandet!
🌿 Skansehagen & Højsandet
Gå en tur langs kyststien til Skansehage – et fredet hedelandskab med lyng, klitter og udsigt over fjorden. Fortsæt ind i Højsandet, et unikt klitområde med gamle fyrreskove og rolige stier.
🏖️ Strandliv
Rørvig Strand er kendt som en af Danmarks bedste – med fint sand, klitter og lavt vand. Stranden er lang, bred og fredelig – og et skønt sted til en gåtur. Den ligger kun en kort køretur eller cykeltur fra centret.
🌮 Streetfood-området
Et lokalt og populært samlingssted med madboder, siddepladser og hyggelig stemning. Et godt sted at mødes til en uformel bid mad – og perfekt til at opleve den afslappede sommerstemning i byen.
🍷 Loui & Venner
I de gamle slagterlokaler midt i Rørvig ligger den trendy lille restaurant Loui og Venner. Her serveres lækre middelhavs-deleretter med årstidsbestemte råvarer fra Odsherred – både smagfuldt og uformelt.
⚜️ Den Gode Butik
En super charmerende vintagebutik, hvor ejerne selv finder ting i blandt andet Frankrig. Her kan du gå på opdagelse i gamle skatte, interiør og unikke små fund med masser af personlighed.
🐐 Nygården Gårdbutik & Café
Lige uden for Rørvig finder du denne skønne gårdbutik, hvor du blandt andet kan gå en tur i deres store brugshave og plantager, og alt efter sæsonen kan man plukke lækker frugt og bær. Gården huser også en masse søde dyr, og kaningård.
Butikken byder på en lækker cafe, der også sælger lækre specialiteter, brugskunst, planter og interiør.